Klynkeri for åben skærm

 

Afsked.   Jeg skrev et afskedsbrev til min kæreste for 4 dage siden, jeg har ikke sendt det. Det føles ikke rigtigt, ikke selve brevet, men afskeden, for vi har skredet fra hinanden, smidt hinanden ud, snerret skrid, pakket vores kuffert igen og igen, ja selv på vores meget tiltrængte og lækre kinky ferie, blev kufferten pakke og gjort klar til afrejse 2 gange på en uge.

Jeg kan ikke mere, jeg kan heller ikke sende brevet, det er blevet en kliche af tage afsked.

Du er dum perlerne.   Vi har i næsten 4 mdr, efter vi fandt sammen igen efter et voldsomt og definitivt brud, skræmt livet af hinanden med vores usikkerhed,” jeg forstår ikke hvorfor du gør sådan og sådan” Læs: ”jeg kan ikke lide det du gør/er for jeg er bange og jeg vil hellere sige hvad du gør forkert, end sige hvordan jeg har det og hvad jeg har brug for, for så gør jeg mig sårbar”, ”jeg skrider før du gør det, for så bliver jeg ikke forladt” og posefulde af gamle du er dum perler er blevet trukket på en uendelig snor, vi aldrig ser ud til at kunne afslutte.

Jeg elsker dig – FORSTÅR DU DET SÅ!   Vi elsker hinanden, forsikrer vi igen og igen hinanden og mere og mere desperat lyder det. Vi trækker os i håret af fortvivlelse over vi ikke kan få det til at lykkedes. Stædigt sætter vi os ned og kigger hinanden dybt i øjnene og lover at nu skal det blive bedre, nu må skænderierne holde op, vi kan hver for sig ikke holde det ud, det er udmattende, fortærende og de fantastiske stunder der trods alt er, drukner og bliver begravet i alt lortet.

Reglerne.   I ren frustration, har vi lavet regler. Vi har lavet regler for timeouts, vi har regler for hvad vi må snakke om og hvornår og hvordan vi må gøre det, vi har regler for hvad vi skal gøre, hvis den anden gør noget man ikke forstår, vi har sågar lavet en beredskabsregel af den sjove kinky slags, vi har vist også en regel om vi ikke må sige noget grimt til hinanden og en om ikke at sige noget nedladende og svidende ondt om den andens venner/bekendte/familie. Vi har en om vi ikke må forlade hinanden, men skal tænke os om i 24 timer….og der er sikkert flere, jeg ikke kan huske på stående fod.

Han elsker mig – Han elsker mig ikke – Han elsker…   Jeg griber mig oftere og oftere at tænke, hvorfor mon han kom tilbage, hvad vil han egentlig med mig nu, når jeg gør ham så ked af det, utryg og ulykkelig? Hvad er der ved mig han kan lide? Der er helt sikkert massere af ting han ikke kan lide, ikke forstår eller gør ham usikker, det ved jeg. Er der noget tilbage han kan lide eller er det en slags selvpinerisk stædighed der får ham til at blive? Jeg ved det ikke længere, jeg kan ikke mærke det. Jeg kan til gengæld godt mærke at han efterhånden føler at jeg skal håndteres som en bidsk eller syg hund. At han gerne vil hjælpe mig….

Note. Måske spørger han om det samme?

FOR FANDEN!   Jeg vil ikke hjælpes, jeg vil elskes og have en jeg kan glædes og grine sammen med og en der synes det er sjovt at være en del af mit liv på godt og ondt. En jeg trygt kan snakke med, også om de svære ting, uden at være bange for, at han så tror det er ham der er under anklage eller jeg skal klandres fordi jeg gør noget han ikke ”forstår” og det gør ham usikker. Jeg har brug for en mand der kan klappe mig på kinden eller giver mig et kærligt klap bagi, når jeg bliver usikker eller er optændt af ”nervøs energi”, og siger ”så så det går sgu nok det hele, lille skat”. Jeg vil ikke vurderes, vejes og analyseres for åben skærm, og pilles fra hinanden, så jeg i mine svage øjeblikke, og dem er der mange af efterhånden, føler jeg skal forsvare hver eneste prut jeg slår eller skal forsikre ham om, at han ikke behøver at være bange eller at jeg må kapitulere og sige ”ja jeg er syg, jeg skal nok gøre det hele anderledes i morgen skat”.

Note: Jeg synes det er møg usexet at blive behandlet som en der har det svært og skal hjælpes. Jeg vil gerne have hjælp, men lad mig selv spørge om den. Det er sexet at få at vide man er verdens dejligste, også med morgenhår, finanskrise og bums på hagen. Lær det! Lyv lidt positivitet ind i samlivet, især når I har det svært, det giver mere sex og glæde, og lad for guds skyld være med at fortælle om dit fortræffelig tricks i et svagt øjeblik bagefter, du mister din troværdighed og hun/han vil altid stille spørgsmåltegn til, om nu du mener dine komplimenter (nyt unødvendigt problem opstået).

Über bitchen.    Jeg er selv holdt op med at kunne lide mig selv og det jeg gør, i dette opslidende never ending drama. Jeg er blevet bitchy, kontrollerende “du må ikke gøre dit eller dat” kælling, usexet usikker, stiller urimelige og rimelige krav (kan ikke se forskel mere), klynkende (som nu), jeg er begyndt at blive indelukket og meget sparsom med hvad jeg har lyst til at fortælle (hvis det nu skulle vende tilbage som en svidende lussing) og jeg synes mit liv sejler (og det gør det for egen regning), men jeg får mindre og mindre overskud til at gøre noget ved det….og så får man bumser af det.  

Efterlysning.    Jeg har fandengalemig brug for at grine lidt af det hele, jeg vil have MIG igen. Hende der godt kan se det er noget lort, men alligevel kan le lidt af det, for det går jo nok over. Hende den lækre steg, men overskud til mere end småklynk og tid til at dyrke noget lækkert sex med sin kæreste, hende der synes at mennesker er sat her på jorden for at glædes over hinandens skønhed, forskelligheder og mærkværdigheder. Hende den vidunderlige kone, der kan få den ”kedelige” butiksindehaver til at fortælle en lang historie og få mænd og kvinder til at vende sig om efter hende på gaden, fordi der bare var så meget liv og nærværd, at det smittede. Hende der kan drikke en bajer med bumsen uden at hun selv bliver en og hende der kan tage til et businessmøde uden at miste sin integritet, hende der kan kaste sig ud et projekt der måske- måske ikke ender godt, men det skal sgu have en chance og i morgen kan vi sgu altid finde på noget andet hvis det ikke lykkedes. Hende der kan få sin kæreste til at føle sig som verdens lækreste og heldigste mand. Hende med verdens største smil.

Note: Mit motto skal igen være: don’t worry, be happy!

MÅ JEG SÅ FÅ LOV!   Jeg vil have lov at være en lækker kæreste, jeg nægter at give op, selvom jeg ikke har den store erfaring med at være det. For når man er så rummelig, piller folk som regel det fra de helst vil have, mens resten bliver smidt væk (især hvis man giver dem carte blanche til at gøre det). Det er okay hvis bekendte gør det, men jeg vil have en kæreste der kan tage det hele, en der kan rumme det hele uden at blive alt for bange (og hvis han bliver det er det okay, bare han ikke skælder mig ud over det), og en der kan gøre mig tryg nok, at jeg tør til at vise ham mine svage sider….og det gør ikke noget at der bliver grinet lidt af dem, det ville være helt befriende. Man kan sgu også tage både sig selv og andre urimeligt alvorligt.

HAM   Jeg har fundet ham, altså ham som vil og kan tage det hele, men det er ikke så ligetil som jeg troede og det er okay, for jeg ved at han gør sit yderste og det gør jeg også, er bare blevet lidt træt af kampen. Jeg bliver, jeg sender ikke brevet, også selvom min tro lige nu hænger og dingler i en tyndslidt tråd og jeg er udmattet, men det er okay, for jeg ved at han elsker mig og jeg ham og jeg bliver her og ved til det lykkedes os at finde tonen igen.

Til protokollen.   Det er ikke vigtigt hvordan han ser ud, hvad han laver, hvor mange penge han tjener, hvem hans familie og venner er, bare han er tilfreds med at være den han er, bare jeg kan glædes sammen med ham over er at være til, og elske og blive elsket igen. Er det for ambitiøst? Behøver det at være så svært?

Note: Husk at sige at han er verdens lækreste mand, næste gang jeg ser ham.

Kærlig hilsen

Fru Klynk Bitchsen

Kontrolvænget 2

0606 Sønder Kravrup